NYHEDERVigtig sejr søndag aften

Vigtig sejr søndag aften
Monday, October 26, 2015   -  skrevet af: admin

Tilbage

Lions slår topholdet

Søndag aften spillede Copenhagen Lions top-kamp mod Herlev Hornets i Østre skøjtehal, første kamp i den nye sæson, hvor Copenhagen Lions skulle vejes i forhold til de forgående sæsoners suveræne vindere af 2. div. øst.

Copenhagen Lions havde til dagens kamp 2 målmænd og 16 spillere på kamprapporten, hvilket betød at der var tre line-ups, som til dagens kamp var tæt på jævnbyrdige i styrke.

Det var Copenhagen Lions som lagde bedst ud med en flot scoring af #88 Mads Lundstrøm, som senere i kampen skulle få en skurke-rolle, assisteret lige så flot af #22 Nicolai Einsbor, #19 Martin Skygge.

Tre minutter senere var det #22 Nicolai Einsbors tur til at score, assisteret af #73 Lukas Willumsen, på et arbejdsmål hvor Herlev havde været under massivt pres.

Inden 1. periode var omme fik Herlev Hornets reduceret til stillingen 1 – 2.

Der var ikke spillet mere end tre minutter af 2. periode, da en regulær men hård og måske lidt unødvendig tackling af #88 Mads Lundstrøm sendte en Herlev spiller i isen. Tacklingen medførte en korrekt dømt 5 + game til #88 Mads Lundstrøm, som dermed måtte forlade banen.

Samtidigt med dette skulle Copenhagen Lions spille med en mand mindre i 5 min., hvilket kunne resultere i at forstyrre det gode spil der ellers var leveret hidtil i kampen.

Men få sekunder efter spillet atter var sat i gang, fik Copenhagen Lions #15 Emil Wulff Skovby øget stillingen til 3 – 1, et såkaldt shorthanded goal.

Uden at kampen blev spillet decideret svinsk eller hårdt, formåede Copenhagen Lions at få 51 udvisningsminutter fordelt på 11 udvisninger mod Herlev Hornets 8 minutter fordelt på 4 udvisninger, en fordeling der lugtede lidt af en ujævn dommerpræstation.

Med en Herlev Hornets reducering med godt ½ minut tilbage af kampen og en ”skud på mål” dominans på 46 - 18 i Herlev Hornets favør, lykkedes det Copenhagen Lions at hive en 3 - 2 sejr hjem.

Kampens spiller for Copenhagen Lions blev holdets målmand #34 Dennis Hansen, som diskede op med flere lækre og vigtige redninger i gennem hele kampen, men i særdeleshed i kampens døende minutter. Tillykke til #34 Dennis Hansen med denne yderst velfortjente hæder.

Copenhagen Lions næste kamp, er hjemme d. 1. november kl. 19.55 mod Gentofte Stars.